Før jeg endda undfanget mit andet barn, havde jeg to urimelige forventninger: Den første var at blive gravid naturligt (det vil sige uden hjælp fra infertilitetsspecialisten, der hjalp mig første gang) og den anden var at levere vaginalt. Jeg nåede ikke mit første mål, men jeg kom sejrende ud af min anden levering. Faktisk dukkede jeg op i latterligt dårlig form, men sejrrig i forhold til mit mål om at skubbe det barn ud. Og et sted under denne rejse med at have to børn formulerede jeg en teori om, at de fleste rookie -mødre har fantasier om en “sejr baby.”
Jeg har mistænkt for mange af mine venner og bekendte af dette. Om de tænker “Min næste baby vil blive planlagt.” Eller “Næste gang vil jeg amme.” Eller “Jeg vælger stoffri fødsel!” Jeg hævder, at nogle nye mamas er ivrige efter at hoppe lige tilbage på babybandwagon for at korrigere uanset hvilken del af deres første oplevelse skuffede dem.
At se venner med to børn af samme køn gå for en tredjedel kan også falde ind i denne kategori. Ønsker vi virkelig at skabe en helt ny person bare for at se, om de viser sig at være et bestemt køn?
Ja, meget af tiden vi gør.
Da en kammerat med en 2-måneders gammel fortalte mig, at hun ville have en anden temmelig snart, spurgte jeg hendes punkt tomt: “Tænker du, at den næste ikke har Downs syndrom?”
“Jepp! Hun sagde selvsikkert og uudnyttet.
Hvad med ”Jeg bliver hjemme længere med den næste. Eller, “Jeg har ikke postpartum depression anden gang.”
Hvad ellers? Hvilke forventninger “” Inden for eller uden for din kontrol “” Har du eller havde du?